Få vores nyheder på mail

eSuperliga update 11., 12. og 13 runde

Nyhed   •   Dec 06, 2018 15:17 CET

Lyngbys Andreas ”Kaalby” Hjortskov har været en positiv overraskelse første sæson af eSuperligaen. Foto: Discovery Networks Danmark

Det store playoff-show i Forum nærmer sig med hastige skridt. Det betyder, at klubberne omkring ottendepladsen i ligaen skal til at stramme sig an, hvis de vil have en plads på den helt store scene mandag den 17. december.

Opsummering af 9. og 10. runde
Mens Brøndby virker til at være ude af en mindre down-periode, har et hold som OB stadig svært ved at få det hele til at spille. Fynboerne skal derfor i gang med at vinde nogle kampe, hvis de skal med i playoffs i Forum mandag den 17. december. I det hele taget er der stadig mange klubber, som kæmper med om at komme i top-8, og fra Randers FC på femtepladsen til OB på 12.-pladsen er der kun syv point.

11., 12. og 13. runde – hvad har vi i vente?
Det store playoff-show i Forum nærmer sig med hastige skridt, og der er ikke mange kampe tilbage til at kvalificere sig i top 8, og dermed sikre sig en plads på den helt store scene mandag den 17. december. Der er derfor lagt op til nogle spændende runder, hvor spillere og klubber bliver presset til det yderste. Kan AGF og den storspillende Fatih ”FifaÜstun” Üstun holde formen? Hvilke af midterholdene stepper op, når det virkelig gælder? De spørgsmål får vi forhåbentlig svar på i endnu et par hæsblæsende runder af eSuperligaen.

Ugens spillerportræt – Andreas ”Kaalby” Hjortskov
Tag ikke fejl af unge ”Kaalby” fra Lyngby. Den 17-årige knægt med krøllerne gør måske ikke det store væsen af sig selv, men han er endnu en i rækken af unge, danske FIFA-spillere med realistiske ambitioner om at blive en stor stjerne på FIFA-himlen.

I Lyngby har han stået lidt i skyggen af Aldin ”Aldin” Ismajlovic, der også har præsteret utrolig flot i eSuperligaen. Kaalby slog dog for alvor sit navn endegyldigt fast med sejren på 3-0 over Brøndbys ”Dingo”, der sikrede Lyngby den samlede sejr over holdet fra Vestegnen.

- ”Kaalby” er en forholdsvis uprøvet FIFA-spiller på allerhøjeste niveau, men han virker til at have den helt rette mentalitet og tilgang til spillet og sine kampe. Hvis han bliver ved på denne måde, og formår at holde fokus over længere perioder, så tror jeg, vi har endnu en dansk FIFA-stjerne i svøb, lyder skudsmålet fra FIFA-ekspert Jacob Nørmark Hansen.

11. runde – udvalgte kampe

Mandag den 10. december kl. 18.15 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 11. runde
OB - Vejle Boldklub
OB har tabt de seneste fire kampe i streg, og er derfor presset til at få nogle point ind på kontoen. Midten af ligaen er simpelthen så tæt, at det er få point, der afgør om man slutter som nummer syv eller nummer 12. Vejle har ”LordHjorth” tilbage og virker ustoppelige med ham på holdet, men hvis OB-spillerne vil noget i ligaen, er de nødt til at have minimum ét point med fra denne kamp.

Mandag den 10. december kl. 19.30 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 11. runde
Hobro IK - Brøndby IF
Hobro ligger lige som OB uden for den top-8, som giver adgang til slutspillet. Brøndby har vist godt spil, men har været lidt i knæ undervejs og tabt to kampe. Det skal Hobro udnytte, og kan de trække sig sejrrigt ud af denne kamp, ser det lige pludselig godt ud. Brøndby derimod kæmper med for at slutte i top-4, som vil give bedre seedning i playoffs. Og med både Vejle, Randers FC og Lyngby lige efter sig, må de ikke snuble over Hobro.

Mandag den 10. december kl. 20.45 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 11. runde
Silkeborg IF - AGF
Silkeborg kan næsten ikke være mere heldige, end at skulle møde AGF på dette tidspunkt. AGF’s Fatih ”FifaÜstun” Üstun, der har været ligaens bedste, er i Bukarest for at spille FUT Champions Cup, og det skal Silkeborg udnytte. Silkeborgs ”Pilm” har vundet fire kampe i træk, og ser lige nu ustoppelig ud. ”Adellovich” skal gøre sit bedste for at sende et godt resultat over til ”Pilm”, og det kan betyde at ”Adellovich” skal ud og spille anderledes defensivt, end han plejer. AGF skal derimod bevise, at de kan uden ”Üstun”.

Øvrige kampe i 11. runde mandag den 10. december
FC København - FC Helsingør kl. 17.15 på Dplay og Canal 9
SønderjyskE - Esbjerg fB kl. 17.15 på Dplay
Vendsyssel FF - FC Midtjylland 18.15 kl. 18.15 på Dplay
Randers FC - Lyngby BK 19.30 kl. 19.30 på Dplay
AaB - AC Horsens 20.45 kl. 20.45 på Dplay

12. runde – udvalgte kampe

Tirsdag den 11. december kl. 17.15 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 12. runde
Brøndby IF - Silkeborg IF
I mandagens runde var det AGF, og nu er det så Brøndby. Det er et hårdt program for Silkeborg, men hvis de vil i top-8 skal de kunne spille lige op med de bedste. Silkeborgs ”Pilm” er en af ligaens varmeste spillere, så måske kan han byde Brøndbys ”Dingo” og ”Fredberg” op til en seriøs dans. Det kan gå hen og blive et utroligt tæt opgør, hvor især lodtrækningen kan have kæmpe betydning for resultatet.

Tirsdag den 11. december kl. 18.15 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 12. runde
Vejle Boldklub - FC København
Efter en lidt shaky start har Vejle anført af ”LordHjort” for alvor bidt sig fast i toppen af eSuperligaen. Der har FCK været siden dag ét, men der har på det seneste vist sig lidt sprækker i panseret hos ”Marcuzo” og kompagni. Kan Vejle udnytte det, er der lagt op til en drabelig topkamp med masser af underholdning og mål.

Øvrige kampe i 12. runde tirsdag dag den 11. december
Lyngby BK - SønderjyskE kl. 14.45 på Dplay
FC Helsingør - Vendsyssel FF kl. 15.30 på Dplay
AGF - AC Horsens kl. 16.15 på Dplay
OB - Randers FC kl. 17.00 på Dplay
Hobro IK - AaB kl. 17.45 på Dplay
Esbjerg fB - FC Midtjylland kl. 18.30 på Dplay

13. runde - udvalgte kampe

Tirsdag den 11. december kl. 19.15 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 13. runde
Brøndby IF - Randers FC
Denne kamp kan komme til at rykke gevaldigt i point-regnskabet i toppen af ligaen. Hvis Randers har vundet sine kampe i runde 11 og 12, så kan de med en sejr over Brøndby rykke forbi dem og dermed være på tredjepladsen, hvilket vil give en ”nemmere” modstander i første runde af playoffs.

Tirsdag den 11. december kl. 20.45 på Dplay og Canal 9
eSuperliga, 13. runde
Lyngby BK - FC København
FCK er næsten sikret en plads i playoffs, men Lyngby har trods en imponerende sæson ikke indløst endelig billet til Forum. Det virker dog til at ”Aldin” og ”Kaalby” trives og præsterer under pres, hvilket de kan gå ud og bevise i denne kamp og dermed sikre dem en plads på scenen i Forum.

Tirsdag den 11. december kl. 21.30 på Dplay
eSuperliga, 13. runde
Vejle Boldklub - Hobro IK
Hobro har brug for en sejr i dette opgør mod det meget formstærke Vejle-mandskab. Hvis Vejle er sikre på playoffs inden opgøret, kunne de finde på at spare ”LordHjort”, hvilket kan blive udslagsgivende. For et Vejle-hold uden deres største stjerne vil med garanti give Hobro ekstra tro på tingene, og så kan alt ske.

Øvrige kampe i 13. runde tirsdag den 11. december

AGF - SønderjyskE kl. 19.15 på Dplay
FC Helsingør - Silkeborg IF kl. 20.00 på Dplay
Esbjerg fB - Vendsyssel FF kl. 20.45 på Dplay
AaB - OB 21.45 kl. 21.45 på Dplay og Canal 9
FC Midtjylland - AC Horsens kl. 22.15 på Dplay