Få vores nyheder på mail

Fodbold på 6’eren i uge 1

Nyhed   •   Dec 25, 2018 11:58 CET

Fodboldåret 2019 skydes i gang med et brag, når Premier League-klubberne går på banen på årets første dag. Både 1. og 2. januar byder på gode kampe, som nok vil kunne få de fleste til at sætte sig til rette i sofaen i håbet om mål, dramatik og underholdning.

Tirsdag den 1. januar kl. 13.00 på 6’eren
Premier League, 21. spillerunde
Everton – Leicester
Direkte fra Goodison Park i Liverpool. Man kan beskylde Premier League-spillere for meget, men de er ikke typerne, som bruger 1. januar på at se nytårsskihop og pleje tømmermænd. De trækker i stedet i de korte rør og spiller fodbold til fornøjelse for alle os, der kiggede lidt dybere i champagneflasken aftenen forinden. Og spillerne fra Everton og Leicester er med garanti glade for, at de får lov til at spille den første Premier League-kamp i 2019.
Kommentatorer: Casper Høygård og John Faxe Jensen

Tirsdag den 1. januar kl. 16.00 på 6’eren
Premier League, 21. spillerunde
Arsenal – Fulham
Direkte fra Emirates Stadium i London. Gæsterne fra Fulham har haft det ekstremt svært i deres første halvsæson tilbage i Premier League. Så hvis nogen burde tage klichéen om ”et nyt år – en ny begyndelse” til sig, bør det være dem. Men Arsenal på udebane er en hård start på et nyt år for et hvert mandskab, så hvis Fulham-spillerne løber ind i endnu et nederlag, kan de trøste sig med, at mange andre hold også taber ude til Arsenal. Og så kan næste kamp være den nye begyndelse.
Kommentatorer:Anders Bank-Rasmussen og Mikkel Bischoff

Onsdag den 2. januar kl. 20.55 på 6’eren
Premier League, 21. spillerunde
Newcastle – Manchester United
Direkte fra St. James’ Park i Newcastle. Man kan kun håbe, at dette opgør bliver lige så underholdende, som da de to klubber mødte hinanden for to en halv måned siden. Her førte Newcastle 2-0 efter 10 minutter, men på et forrygende comeback i løbet af de sidste 20 minutter, fik Manchester United vendt kampen og endte med at vinde 3-2.
Kommentatorer:Peter Piil og Morten Bruun