Få vores nyheder på mail

Fodbold på Kanal 5 og 6'eren i uge 23

Nyhed   •   Maj 29, 2019 09:18 CEST

De store ligaer er færdigspillet, og det er nu tid til at få afviklet sæsonens sidste landskampe, inden fodboldspillerne kan gå på sommerferie. Men inden da, skal vi have afgjort Nations League, som byder på semifinaler, bronzekamp og finale. Danmark skal spille EM-kvalifikation, og her bliver det spændende at se om Irland igen viser sig at være en ønskemodstander.

Onsdag den 5. juni kl. 20.00 på 6’eren
Nations League, semifinale
Portugal – Schweiz
Direkte fra Estádio do Dragão i Porto. Portugal har hjemmebane i Nations Leagues Final Four-stævne, hvilket må gøre dem til favoritter til spille sig i finalen. Schweiz har et stærkt hold, men som alle der så 3-3-kampen mellem Danmark og Schweiz ved, så har schweizerne et forsvar, der er til at tale med. Det skal derfor nok blive underholdende og mon ikke begge mandskaber vil gøre alt for at skrive sig ind i historien som den første vinder af Nations League.
Kommentatorer: Peter Piil og Morten Bruun

Torsdag den 6. juni kl. 20.00 på 6’eren
Nations League, semifinale
Holland – England
Direkte fra Estádio D. Henriques i Guimaraes. Det er to af Europas landsholdsstormagter, som kæmper om den sidste plads i finalen ved Nations League. Begge nationer har ikke vundet noget i mange år, så et Nations League-trofæ vil helt sikkert betyde noget i både Holland og England. Læg dertil at de to nationer generelt ikke under hinanden noget på en fodboldbane, og der er lagt op til et brag af en kamp.
Kommentatorer: Peter Piil og Morten Bruun

Fredag den 7. juni kl. 19.00 på Kanal 5
EM-kvalifikation, gruppe D
Danmark – Irland
Direkte fra Telia Parken i København. Danmark har haft et godt tag på Irland de seneste par år, så Christian Eriksen & Co. bør være favoritter til at hente en sejr på hjemmebane. Irland har generelt meget svært ved at score mål, men de lukker heller ikke så mange ind. Hvis vi altså lige ser bort fra den 5-1-afklapsning Danmark gav irerne i playoff-kampen om VM-kvalifikation. Danmark bør derfor være godt rustet til at bygge videre på den selvtillid, som 3-3-kampen mod Schweiz bør have givet holdet.
Kommentatorer: Peter Piil og Brian Laudrup

Lørdag den 8. juni kl. 20.40 på 6’eren
EM-kvalifikation, gruppe H
Tyrkiet – Frankrig 
Direkte fra Büyüksehir Belediyesi Stadyumu i Konya. De franske verdensmestre har fået en forrygende start på EM-kvalifikationen, og nu skal de følge de gode resultater op mod et andet af gruppe H’s tophold. Tyrkiet er sammen Frankrig favorit til at snuppe de to EM-pladser i gruppen, og det bliver spændende at se, om tyrkerne kan stille noget op når første Griezmann, Pogba, Mbappé og alle de andre franske verdensstjerner folder sig ud.
Kommentator: Anders Bank-Rasmussen

Søndag den 9. juni kl. 14.30 på 6’eren
Nations League, bronzekamp
Direkte fra Estádio D. Henriques i Guimaraes. Det gælder kampen om tredjepladsen i Nations League. Og selvom de to hold uden tvivl hellere ville have spillet finalen, så plejer bronzekampe at byde på god underholdning for at alle fodboldglade fodboldfans.
Kommentatorer: Casper Høygård og Mads Junker

Søndag den 9. juni kl. 20.00 på Kanal 5
Nations League, finale

Direkte fra Estádio do Dragão i Porto. Hvem bliver historiens første vinder af Nations League? Det bliver afgjort i finalen, som spilles i Portugal. Der er med andre ord lagt op til en spændende omgang, og en sikker plads i historiebøgerne til både vindere og tabere.
Kommentatorer: Peter Piil og Morten Bruun