Få vores nyheder på mail

Highlights Uge 20 - Discovery Networks Danmark

Nyhed   •   Apr 30, 2019 08:00 CEST

Nyt afsnit: 'Forbrydelser der rystede Danmark – Drabet på Emilie Meng' onsdag kl. 21.00 på Kanal 5 og på dplay

Drabet på 17-årige Emilie Meng er en af de mest omtalte drabssager i nyere tid, og nu står et centralt vidne for første gang frem på tv: Emilie Mengs nære veninde Nicole Gundtoft. Hun var sammen med Emilie den aften, hvor hun forsvandt, og Nicole fortæller her hele historien om, hvad der skete i timerne op til. Emilie Meng blev fundet dræbt et halvt år efter den skæbnesvangre aften, og i programmet beretter nøglepersoner om eftersøgningen af den unge pige og om de dybe spor, som den stadig uopklarede sag har efterladt i lokalsamfundet.

Nyt afsnit: 'Voice Junior' lørdag kl. 20.00 på Kanal 5 og på dplay

Nu gælder det - vi er kommet til femte og sidste runde blind auditions i 'Voice Junior'! Der er kun ganske få pladser tilbage på de tre teams, og der skal virkelig leveres en performance med power, hvis deltagerne skal synge sig ind i hjerterne hos vores tre coaches, Mette Lindberg, Wafande og Joey. Og det er netop, hvad 13-årige Emma forsøger med sin sang, som er henvendt specifikt til én af de tre coaches, mens Laura fra Vamdrup oplever en følelsesmæssig rutsjebanetur, da hun træder ind på scenen. Og så møder vi også Anna på 11 år, som har taget sin morfar med - han har set samtlige 'Voice Junior'-programmer og er derfor den bedste støtte i verden!

Sæsonafslutning: 'Gidselstagningen' mandag kl. 21.00 på Kanal 5 og på dplay

Foto: Henrik Petit.
Med de overlevende gidsler reddet ud af færgen, er det værst tænkelige scenarie afværget. Men June er sluppet væk og har taget Rami som gidsel i en fabriksbygning på havneområdet. Philip forsøger at forhandle med June, men hun vil kun lægge sine våben på én betingelse: videoen på Junes mobiltelefon skal offentliggøres, så sandheden om krigsforbrydelserne i Syrien kan komme for dagens lys.

Nyt afsnit: 'Strøgvagterne' onsdag kl. 20.00 på Kanal 5 og på dplay

Der er blevet begået tyveri i en butik på Strøget, og det kræver et nøje koordineret samarbejde, når vagterne Magnus og Jeppe skal finde frem til gerningsmanden. Michael har tilbageholdt to georgiske mænd for tyveri, men da politiet lader vente på sig, bliver hans tålmodighed sat på stor prøve. En herreløs hund er blevet fundet, og Kristian forsøger at finde ejeren, mens Anders fanger en gammel kending - en kvinde, som er blevet taget utallige gange for butikstyveri. Og endelig tilbageholder Michael to unge kvinder, som ikke lige har fået betalt for en creme …

TV-Premiere: 'Trolls' lørdag kl. 18.00 på Kanal 5.

Dybt inde i skoven lever de farverige og sprudlende Trolls. De fører en harmonisk tilværelse i den fred og idyl, som har hersket lige siden, at kongetrolden Peppy reddede dem fra de ondsindede borker. Peppy sidder imidlertid ikke længere på tronen, men det gør hans livsglade datter Poppy, og da borkerne en dag vender tilbage, er det hendes ansvar at sikre troldenes overlevelse. Hun indser snart, at hun er nødt til at alliere sig med den negative og vrisne Kvist, og det bliver starten på en lang og farefuld rejse til borkerns land, hvor Poppys normalt perfekte humør bliver sat alvorligt på prøve!

TV-Premiere: 'Royally Ever After' onsdag kl. 20.00 på Kanal 4.

Sara er skolelærer og lever et helt almindeligt liv lige indtil den dag, hvor hendes kæreste, Danny, frier til hende – for i samme omgang fortæller han også, at han faktisk er prins af et lille, afsidesliggende land. Det kommer naturligvis som et chok for Sara, og situationen bliver ikke nemmere af, at Danny skal bruge sine forældres velsignelse, hvis han vil giftes med sin udkårne. Og de er ikke just begejstrede for deres søns valg af hustru. Heldigvis finder Sara en støtte i Dannys søster, som træner hende i at blive den perfekte prinsesse, hvilket dog er en stor udfordring, idet Sara både skal forblive tro mod sig selv, mens hun også skal tilpasse sig sin nye, eventyrlige livsstil, hvor kærlighed går hånd i hånd med strenge regler og normer.

Fredagsfilm: 'The 33' fredag kl. 21.00 på Kanal 5.

Filmen er baseret på virkelige hændelser og skildrer følgerne af en voldsom ulykke, da en guld- og kobbermine i 2010 kollapser og fanger 33 minearbejdere 600 meter under jorden i 69 dage. Oppe på landjorden arbejder et hold specialister utrætteligt for at redde de tilsyneladende dødsdømte minearbejdere, der udover at kæmpe mod den kvælende varme, også er i mangel på mad og vand. Mens familie, venner og resten af verden følger spændt med i redningsaktionen, bliver det en kamp mod tiden for at få de mange mænd op til overfladen, før det er for sent.

TV-Premiere: 'Recipe for Love' søndag kl. 20.00 på Kanal 4.

Lauren er madskribent på et magasin, og hun har altid selv elsket at lave mad. Hendes store drøm er at åbne en kulinarisk skole i Paris, og da hendes chef en dag tilbyder hende en klækkelig bonus, hvis hun vil være ghostwriter på en ny kogebog, slår hun til. Personen bag bogen er imidlertid den besværlige mesterkok, Dexter, men langsomt begynder Lauren at skrælle lagene af hans belastende big shot-personlighed og får øjnene op for hans mere sårbare sider. Der er kærlighed i luften, og snart er tiltrækningen mellem dem ved at koge over i køkkenet.