Få vores nyheder på mail

​Highlights Uge 4 – Discovery Networks Danmark

Nyhed   •   Jan 11, 2019 08:00 CET

Premiere: ’Blitzkrig’ torsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og Dplay.

I programmet følger vi Danmarks to førende fotografbureauer, Local Eyes og Presse-fotos.dk, når de kæmper om at være først på pletten med fotos af bandeskyderier, storbrande, trafikuheld og terroraktioner. Der er europæisk fodbold i Parken og hooligans tørner sammen med vagterne i en kæmpe slåskamp, så de såkaldte 'krimifotografer' står klar med kameraerne i håbet om at kunne skyde nogle vilde fotos. Det gælder også fotograf Michael Forsmark, som i sin tid var med til at ødelægge Hans Engells statsministerdrømme, da han ulovligt fotograferede politikerens smadrede bil efter promillekørsel. Billeder, som Forsmark tjente næsten én million kroner på at sælge. Krimifotograferne følger også en menneskejagt på Amager, hvor tre unge har torpederet en politibil og derefter er flygtet fra gerningsstedet!

Premiere: ’Family Food Fight – Danmark’ torsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og Dplay.

For første gang slår Mattias Hundebøll dørene op til Family Food Fight køkkenet, når otte vildt passionerede familier kaster sig ud i intens kamp om titlen og 100.000 kr. Gamle familieopskrifter, hemmelige køkkentricks og toptunet samarbejde skal sikre familiernes overlevelse i konkurrencen. De to stjernekokke Hannah Grant og David Johansen har tårnhøje forventninger til familierne, der i aften skal lave deres signaturret.

Premiere: ’Beauty Bosserne’ mandag kl. 21:00 på Kanal 4 og Dplay.

Vi går helt tæt på seks af Danmarks største personligheder indenfor skønhedsindustrien, som alle har etableret og driver deres egen beauty-forretning. Beauty-bosserne er både venner og rivaler, og de lever et kulørt liv med fuld knald på karrieren i forsøget på at få flere kunder og lande den næste store forretningsaftale. Danmarks største blogger, Mascha Vang, holder lancering af sin nye bog, og Irina "The Diva" Olsen har gang i et helt nyt beauty-projekt, som kan tage hendes karriere en en ny retning. Den unge youtuber, Camilla Frederikke, arbejder hårdt på at udbrede kendskabet til hendes brand, mens smykkedesigner, Mai Manniche, har en romantisk overraskelse i vente. Raz fra Razspa har til gengæld inviteret til fællesmøde i sin butik i håbet om at få lidt gratis promovering via Beauty-bossernes SoMe-platforme.

Premiere: ’De unge mødre på slottet’ mandag-torsdag kl. 20:00 på Kanal 4 og Dplay.

Bubber har inviteret fire af de unge mødre på slotsophold på Lolland, hvor de alle skal gennemgå et intensivt selvudviklingsforløb. Og de når da også kun lige at lande på slottet, inden de står over for en række udfordringer i bl.a. gymnastiksalen, hvor Gustav Salinas står klar med en omgang hård opvarmning. Gustav er personlig træner og sætter knald på mødrenes forbrænding i jagten på den stramme røv! Det er dog ikke helt nemt at holde trit for de ammende mødre, der både har glemt sportsbh’en og at vedligeholde deres bækkenbundstræning. Og netop som de føler, de har fået nok motion for én dag, skal der overskrides nye grænser, når den professionelle danser Michael Olesen lærer dem at vride hofterne!

Premiere: ’Family Food Fight – Dommer-Duellen’ torsdag kl. 22:00 på Kanal 5 og Dplay.

Familierne har slukket for blussene og mørket har sænket sig over Family Food Fight køkkenet, og nu byder Mattias Hundebøll ind til den ultimative fight, når de to dommere smøger ærmerne op, tager forklæderne på og mødes kok mod kok. De kæmper med skarpe knive om sejren og den altoverskyggende håneret. Men det kræver mesterligt overblik at sejre, når Mattias smider det ene benspænd efter det andet ind i kampen.

Sæsonstart: ’Big Bang Theory – Sæson 12’ mandag kl. 20:30 på Kanal 5 og Dplay.

Sheldon og Amy tager på bryllupsrejse til New York, men Sheldon har svært ved at være impulsiv og ender med at skemalægge alle deres intime stunder. Imens opdager Leonard og Penny at Mr. Larry Fowler gemmer sig fra sin kone, hvorefter Leonard begynder at se ligheder i sit eget ægteskab.