Få vores nyheder på mail

Highlights uge 40 - Discovery Networks Danmark

Nyhed   •   Sep 18, 2018 08:00 CEST

Premiere: ’Far, hvem er du?’ onsdag kl. 21:00 på Kanal 4 og på Dplay.dk

Samme dag som Malene fik beskeden om, at hendes mor skulle dø, fandt hun også ud af, at hendes far ikke var hendes biologiske far. Og det efterlod Malene med en lang række spørgsmål, som hun nu vil forsøge at finde svar på med hjælp fra Janus Bakrawi. For hvis manden, som hun altid har kaldt far, slet ikke er hendes rigtige far, hvem er så? Janus hjælper også Mina, der kæmper med tvivlen om, hvorvidt hendes far nu også er hendes rigtige far. Da hun blev født, havde hendes mor en dansk mand, men på hospitalet dukkede en hollandsk mand op, som Mina og hendes mor efterfølgende flyttede sammen med. Senere flyttede de dog tilbage til den danske mand, og nu har Mina brug for at vide, hvem der er hendes biologiske far.

Finale: ’All Together Now’ lørdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Der er stort drama i finalen i 'All Together Now'. Det er divaerne mod drengene i det altafgørende showdown, hvor de 14 finalister skal forsøge at leve op til de 100 dommeres tårnhøje forventninger. Ingen kan føle sig sikker på en plads i Top 3, hvor de undertippede lister sig ind, mens favoritterne falder på stribe. De tre sangere, der ender i Top 3, skal ud i den sidste og afgørende omsang om præmien på 100.000 kroner, og de 100 dommere er dybt uenige om, hvem der fortjener at vinde!

’Den Kongelig Livgarde’ søndag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Fire måneder som rekrut i Den Kongelige Livgarde er forbi, og nu kan de stolte, unge mænd fra stue 143 endelig kalde sig for gardere. Bjørneskindshuen er sikret, men den alene er ikke nok til at få adgang til Amalienborg. Garderne skal nemlig først igennem et tre ugers intenst øvelsesforløb, hvor de skal bevise overfor sergenterne, at de kan håndtere vagten på Amalienborg med et skarpladt gevær. Rekrut Hartung kommer på sin første vagt, og virkeligheden som garder rammer ham, da der går en tyverialarm i Dronningens palæ.

’Velkommen til verden’ tirsdag kl. 21:00 på Kanal 4 og på Dplay.dk

Marianne og Marc har taget både svigermor og mor med til deres fødsel, og det går bestemt ikke stille for sig på den lille fødestue! Sandra og Nicolaj har lært af deres sidste fødsel, og parret har denne gang lavet en klar forventningsafstemning om, hvilken rolle Nicolaj skal have under fødslen! Laura og Sean er begge 19 år og venter deres første barn. De er utroligt spændte på den nye tilværelse, som venter dem efter fødslen.

’Politijagt’ onsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

I USA kan et helt almindeligt rutinetjek hurtigt udvikle sig til en livstruende situation for politibetjentene, og da Thomas standser en bil med forkerte nummerplader på, opdager han, at føreren gemmer narkotika i bilen og på kroppen. Og så er situationen pludselig en helt anden. Hjemme i Danmark har Vlado fokus på bilister, som har drukket for meget alkohol i det gode sommervejr, og han standser adskillige personer, som har drukket alt for meget til at de må køre bil. Og straffen falder benhårdt.

’Forbrydelsen’ tirsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Det starter med lidt stoffer en aften i byen, men ender med 12 år bag tremmer for Sabrina Abrahamsen, en ung kvindelig narkokurér som i 2012 kører over den dansk-tyske grænse med bilen fuld af amfetamin. Det har hun gjort så mange gange før, men hun aner intet om, at politiet denne gang skygger hende under hele turen lige indtil deres fælde klapper. Det ændrer hendes liv for altid.

’5. Gear’ onsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Velkommen til sæsonens første semifinale, hvor Nicolaj Kopernikus og Casper Crump ikke lægger skjul på, at deres vigtigste mission er at slå Bubber. Og så er det et gensyn med et par, vi ellers havde sagt farvel til. Jacob Riising og Krede er tilbage i konkurrencen, da Nadia Nadim og Sarah Zobel måtte melde afbud.

’Din Sang’ torsdag kl. 21:00 på Kanal 4 og på Dplay.dk

Daniel blev mobbet igennem hele folkeskolen, hvilket resulterede i massiv overvægt og depressive tanker. I dag er han dog kommet ud på den anden side, og han har både tabt sig 50 kg og taget en uddannelse som personlig træner. Daniels forældre vil gerne hylde ham for hans gå-på-mod med en optræden af idolet Jesper Binzer. Line kom galt afsted i sine unge år, da hun eksperimenterede med ecstasy. Det knuste mange drømme, og i dag lever Line i en konstant depression og kan ikke få børn. Men hun finder stadig tid og overskud til at holde foredrag for andre unge om farerne ved at tage stoffer, så Lines søster synes, at hun fortjener en sang af yndlingsbandet HUSH.

’Politijagt – USA’ tirsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og på Dplay.dk

Keld jagter en seksuelt forstyrret mand, som står bag flere overfald på sårbare hjemløse kvinder i Santa Barbara, Californien. Thomas undersøger et skyderi i et af Upper Darbys mest socialt belastede kvarterer, mens østjyden Fie er ude til et noget besynderligt trafikuheld, hvor begge bilister påstår, at de havde grønt lys i krydset, og dermed ikke var skyld i ulykken. Men hvem af dem har ret?

TV-Premiere: ’Now You See Me 2’ mandag kl. 21:00 på Kanal 5

Et år efter tryllekunstnergruppen The Four Horsemen begik det ultimative kup, udmanøvrede FBI og tog verden med storm, befinder de fire illusionister sig stadig under jorden. Men da en teknologisk gigant med skumle bagtanker truer med at afsløre gruppen, dukker de igen op til overfladen. Nu er deres eneste håb at udføre et hidtil uset stunt, der kan rense deres navne og afsløre hjernen bag det hele.