Få vores nyheder på mail

Highlights Uge 5 - Discovery Networks Danmark

Nyhed   •   Jan 21, 2019 14:33 CET

Premiere: 'Sol for Millioner' tirsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.

Tag med til Marbella på den spanske solkyst, hvor nogle af Danmarks mest karismatiske ejendomsmæglere sælger supereksklusive boliger til solhungrende og pengestærke danskere! Vi følger ejendomsmæglerne, når de fremviser luksuriøse boliger og kæmper indbyrdes om de krævende kunder, ligesom vi også får et indblik i deres privatliv, hvor en hverdag med knald på karrieren helst også skal gå op i en højere enhed med familielivet. Og det er bestemt ikke nemt i en verden med konstante cocktailparties og forretningssnakke på golfbanen. Kunstneren Kristian von Hornsleth er på udkig efter en spansk landejendom, og dét sætter mægleren Martin på en svær opgave, mens mæglerduoen Per og Jacob får lukket et salg på en eksklusiv penthouselejlighed med udsigt over Middelhavet.

Premiere: 'Profil af en morder II – Special: Peter Lundin' onsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.

Den makabre sag om Peter Lundin involverer den enlige mor, Marianne, og hendes to sønner på kun 10 og 12 år, som i år 2000 bliver meldt savnet. Politiet finder blod, vævsrester og utallige øksemærker i familiens garage – men ingen lig. Politiet fatter hurtigt mistanke til kæresten, Peter Lundin, men en drabssag uden lig, er som en narkosag uden narko. Hver en sten skal vendes for at få Lundin dømt, og sagen kræver mere end 300 timers i afhøringslokalet. Drabschef Bent Isager går tæt på en af danmarkshistoriens mest bestialske drabssager, der fører os helt tilbage til Lundins barndom i USA og frem til dommen i Østre Landsret - fortalt af de efterladte, efterforskere, kriminalteknikere og retsmedicinere, der var med til at fælde Peter Lundin.

TV-Premiere: 'Remee & Mathilde' tirsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og på Dplay.

For første gang nogensinde inviterer hitproducer Remee og topmodel Mathilde Gøhler os med indenfor i deres glamourøse tilværelse som Danmarks hotteste kendispar. Vi får et nært og meget ærligt indblik i en hektisk hverdag fyldt med rejser, røde løbere og benhårdt arbejde, når Remee og Mathilde forsøger at få karriere og familieliv til at gå op i en højere enhed, så der også er tid til deres 3-årige datter, Kenya. Efter 10 år som vært på "X-Factor" står Remee over for et helt nyt kapitel i sit liv, og han har en lang række spændende projekter i støbeskeen, mens han også er blevet mere bevidst om sit eget helbred efter mange år med en alt for usund livsstil.

Ny sæson: 'De Unge Mødre' tirsdag kl. 20:00 på Kanal 4 og på Dplay.

Vi skal byde velkommen til en ny kommende mor. Hun hedder Sasja og venter sit første barn sammen med kæresten Andreas. De er lykkelige over familieforøgelsen og får taget billeder af Sasjas gravide mave for at have minder for fremtiden. Luna fejrer for første gang børnefødselsdag uden børnenes far. Martinna fortæller for første gang, at hun lider af angst, og at det har plaget hende i årevis. Hun har det så slemt, at hun må tage medicin for at klare hverdagen. Nadia-Shila har endelig fået tag over hovedet. Hun er flyttet i hus med sin lille familie i Los Angeles’ South Central kvarter.

Ny sæson: 'Politijagt' onsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og på Dplay.

Vlado er tilbage på de danske motorveje, og da han stopper en bilist for at tjekke personens kørekort, udvikler situationen sig hurtigt til at blive meget mere alvorlig end først antaget. Thomas oplever også en yderst dramatisk dag, idet en bilist stikker af fra ham og skaber en meget farlig situation, som munder ud i, at Thomas må trække sin pistol mod manden! Henrik må også trykke pedalen helt i bund for at stoppe en bilist, som kører alt for stærkt og dermed sætter andre menneskers liv på spil.

Nyt afsnit: 'Beauty Bosserne' mandag kl. 21:00 på Kanal 4 og på Dplay.

Der er godt gang i Nadia Juns skønhedsforretning, idet hun har indledt et samarbejde med youtuber og Beauty-boss kollegaen Camilla Frederikke. Raz er taget til Jylland for at konsultere kunder og netværke med sine forretningsforbindelser, mens Irina viser rundt i sit nye hus i Nordsjælland, hvor hun har planer om at indrette et 'glam room'. Mascha sender live på Facebook i en god sags tjeneste, og så tager Mai og Raz sammen til et event, hvor Raz’ indre legebarn får frit løb!

Nyt afsnit: 'Family Food Fight – Danmark' torsdag kl. 21:00 på Kanal 5 og på Dplay.

De dygtige familier vender tilbage til køkkenerne og kampen om de 100.000 kr. Efter en hård udskillelse i første program kom kun seks familier videre. Nu skal de første tre af dem servere deres bud på den perfekte lørdagsmiddag for de to stjernekokke Hannah Grant og David Johansen. De to dommere skruer forventningerne endnu højere op, når de to kokke med fortid i Michellin-stjerne køkkener sætter sig til bords med familierne og kun sender to videre.

Nyt afsnit: 'Blitzkrig' torsdag kl. 20:00 på Kanal 5 og på Dplay.

18-årige Cirkeline er på sin første soloopgave for Local Eyes, da hun skal dække en demonstration med højre-nationalisten Rasmus Paludan. Og det bliver dramatisk, idet hun bliver fysisk angrebet af en rasende boligformand. Michael Forsmark rykker ud til en ophidset folkemængde, der tilbageholder en polsk dame, som angiveligt har en masse kidnappede hunde gemt i sin bil. Og det nærmer sig selvtægt, da hundeelskerne tænder fakler og omringer bilen. Og så fortæller Mathias Øgendal fra Pressefotos.dk levende om sin første opgave som pressefotograf under vold, bål og tåregas, da Ungdomshuset blev ryddet.

Nyt afsnit: 'Family Food Fight – Dommer-Duellen' torsdag kl. 22:00 på Kanal 5 og på Dplay.

Mattias Hundebøll har sendt familierne hjem efter en hård dag ved kødgryderne og nu tager de to stjernekokke over i køkkenet. Hannah og David står over for hinanden for anden gang, så nu begynder det taktiske spil for alvor i de to rutinerede kokkes velsmurte køkkener. I Dommer-Duellen kan Hannah og David ikke forberede sig og Mattias stryger om sig med opgaver, ingredienser og ikke mindst benspænd.