Få vores nyheder på mail

Highlights Uge 51 - Discovery Networks Danmark

Nyhed   •   Dec 07, 2018 08:02 CET

TV-Premiere: 'Julehjertet' mandag kl. 20:30 på Kanal 4.

Da teenageren Matt får akut behov for en hjertetransplantation juleaften, er der virkelig brug for et julemirakel. Under de triste omstændigheder springer hans familie over en ellers 40 år gammel tradition med at dekorere hele vejen med julelys, da alle er meget bekymrede, men heldigvis lykkedes det at finde en donor. Leveringen af det nye hjerte sker dog ikke helt uden problemer, for det er en meget stormfuld juleaften, og det er svært at komme frem – lige indtil alle naboerne står sammen og viser vejen med deres julelys!


TV-Premiere: 'En royal nytårsromance' tirsdag kl. 20:30 på Kanal 4.

Caitlyn er modedesignerassistent, og hendes verden bliver vendt fuldstændig på hovedet, da prins Jeffrey og hans kommende forlovede, Lady Isabelle, kommer til byen. Isabelle ansætter Caitlyn til at designe en smuk kjole til den kongelige nytårsaften, hvor Jeffrey forventes at fri til Isabelle. Dette kunne blive Caitlyns store gennembrud som designer, men under samarbejdet begynder Caitlyn og Jeffrey at få følelser for hinanden. Og pludselig står Jeffreys kongelige forpligtelser og forventninger til, at han skal ægte Isabelle, i vejen for den spirende kærlighed. Så da nytårsballet nærmer sig, skal Jeffrey og Caitlyn beslutte, om de skal forfølge deres følelser for hinanden eller for altid lægge bånd på deres kærlighed.


Julefilm: 'Fred Claus' lørdag kl. 18:30 på Kanal 5.

Fred Claus er Julemandens ukendte storebror og familiens sorte får. I årevis har han stået i skyggen af sin meget mere populære og godmodige lillebror, og Fred vil ikke have noget med ham at gøre, indtil han en dag bliver smidt i spjældet og får brug for hjælp. Hans bror vil gerne hjælpe ham ud af kniben, men kun under betingelse af, at Fred kommer til Nordpolen og hjælper med at fremstille legetøj til årets julegaver. Umiddelbart er Fred slet ikke egnet til denne type arbejde, og han dyrker ikke ligefrem juleånden, men snart bliver Freds evne til at udpege de børn, som opfører sig godt og skidt et stort aktiv for Julemanden!


'Pacific Rim' fredag kl. 21:00 på Kanal 5.

Byer over hele Jorden hærges af såkaldte kaiju-væsner – enorme monstre, som kommer hertil via en intergalaktisk portal gemt dybt nede i havets dyb. Menneskehedens eneste mulighed er at bygge en flåde af kæmperobotter kaldet ”Jaegers”, som er store og kraftfulde nok til at tage kampen op mod de skrækindjagende Kaiju. Hver robot styres af to personer, som er mentalt forbundet, for kun på den måde er det muligt at kontrollere maskinerne. Men krigen kræver mange ofre, og snart er det op til det uprøvede makkerpar Raleigh og Mako at sætte sig ud over deres indbyrdes problemer og tage styringen over den mest avancerede Jaeger af dem alle, GipsyDanger, i forsøget på at smadre de sidste kaijus!