Få vores nyheder på mail

Felix Smith rykker til Kanal 5

Pressemeddelelse   •   Maj 24, 2019 07:50 CEST

Felix Smith rykker til Kanal 5. Fotokredit: Nikolai Linares

Fra efteråret kan seerne glæde sig til at se Felix Smith tilbage på skærmen. Denne gang på Kanal 5, hvor han skal være vært på den store nye underholdningsquiz ’The Wall’, og andre store programmer som Kanal 5 har i støbeskeen.

Når Kanal 5 slår dørene op for et storslået efterår, bliver den populære tv-vært Felix Smith et af de kendte ansigter, som seerne kommer til at nyde godt af. Felix Smith rykker nemlig til Kanal 5, og får sin værtsdebut på kanalen i det nye quizprogram ’The Wall’, der allerede har gået sin sejrsgang verden over og har kørt med stor succes i blandt andet Australien, Frankrig, Holland, England og USA. Med en blanding af gambling, paratviden og godt gammeldags held, giver ’The Wall’ helt almindelige mennesker muligheden for at vinde mere end en million kroner.

- Jeg har været hos TV 2 i snart otte år, og tiden var inde til at prøve noget nyt. Mit hjerte brænder for den gode underholdning, og Kanal 5 har med flere af deres programmer vist, at de har ambitionerne og lysten til virkelig at rykke nogle grænser på netop dette område, siger Felix Smith og fortsætter:

- For mig er det vigtigt ikke at stå stille, men at turde kaste sig ud det, når den rigtige mulighed byder sig. Og her har Kanal 5 kunnet tilbyde mig nogle nye og spændende opgaver, som jeg ikke har kunnet sige nej til, og som jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med.

Hos Discovery Networks Danmark, mediekoncernen bag Kanal 5, er man begejstret over at have fået Felix Smith med ombord. Kanal 5 har igennem de seneste par år positioneret sig inden for særligt sport, krimi og underholdning, og arbejder målrettet mod at være en af danskernes foretrukne hovedkanaler.

- Felix Smith er en fantastisk dygtig vært, der har en helt unik evne til både at skabe god energi omkring sig og samtidig opbygge et intimt og naturligt rum, mens kameraerne ruller. Det har vi set i programmer som ’Danmark har talent’, ’Felix flytter ind’ og senest som vært i ’GO Aften Danmark’. Den evne til både at være imødekommende, empatisk og oprigtig begejstret er det perfekte match som vært på ’The Wall’, hvor det netop handler om at gøre deltagerne trygge, så de kan yde deres allerbedste, siger adm. direktør hos Discovery Networks Danmark Christian Kemp.

Med andre store internationale formater som BBC-programmet ’All Together Now’, der sidste efterår kørte med stor succes, og senest ’Voice Junior’, der igen har formået at samle danskerne foran skærmen lørdag efter lørdag, er samarbejdet med Felix Smith en naturlig fortsættelse på denne rejse og understreger kanalens høje ambitionsniveau.

- Felix Smith har den helt rigtige støbning og DNA til Kanal 5, netop fordi man altid føler sig i godt selskab med ham. Derfor glæder vi os selvfølgelig at se ham i aktion på ’The Wall’, men kan allerede nu afsløre, at vi har andre store spændende projekter i ærmet med Felix Smith. Så seerne kan glæde sig til at se meget mere til ham på Kanal 5, siger adm. direktør hos Discovery Networks Danmark Christian Kemp.

Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player, Dplay og GOLFTV. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på 19 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og OL. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery, Inc.

Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.