Få vores nyheder på mail

Kanal 5 offentliggør stjernespækket cast i Gidseltagningen 2

Pressemeddelelse   •   Sep 06, 2018 08:00 CEST

Kanal 5 afslører stjernespækket cast i Gidseltagningen 2. Fotokredit: Christian Geisnæs

Når anden sæson af Kanal 5s store dramaserie ’Gidseltagningen’ får premiere i foråret 2019, bliver det med spænding for alle pengene og en lang række af Skandinaviens stærkeste skuespillere som Johannes Lassen, Helle Fagralid, Søren Malling, Søren Pilmark, Elsebeth Steentoft og Ola Rapace i hovedrollerne.

Både anmelderne, danskerne og udlandet tog særdeles godt imod ’Gidseltagningen’, da sæson 1 kørte over skærmen i foråret 2017, og ovenpå en succesfuld første sæson er optagelserne til sæson 2 netop skudt i gang, endnu engang produceret af SAM Productions ved executive producers Adam Price & Meta Louise Foldager Sørensen. Der skydes på flere forskellige locations rundt i Danmark, og der er lagt op til en både spændende og endnu mere actionfyldt 2’er, som denne gang har hovedforfatter Jesper Bernt ved roret sammen med producer Morten Kjems Hytten Juhl og konceptuerende instruktør Christian E. Christiansen.

Også i sæson 2 bliver Danmark ramt af terror – denne gang i form af et stort gidseldrama på sverigesfærgen i Øresund ud for Kronborg. Her bliver seerne trukket med ind i en gidseltagning af storpolitiske dimensioner, som trækker tråde til Syrien og langt ind på Christiansborg.

Nye stjerner og velkendte navne

Anden sæson af den populære tv-serie bliver med en stjernespækket rolleliste, der bl.a. byder på et gensyn med Johannes Lassen i den bærende rolle, som den tidligere soldat, krigsfange og leder af PET’s Terror Task Force, Philip Nørgaard. En rolle, som sikrede ham prisen 'The Golden Nymph’ som den bedste mandlige hovedrolle i en tv-dramaserie ved den anerkendte tv-festival i Monte Carlo.

- Rollen som Philip Nørgaard i ’Gidseltagningen’ var min første egentlige hovedrolle, og tiden efter har været helt enormt spændende med arbejde i både ind- og udland. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med den nye sæson, og jeg føler mig virkelig godt forberedt, fortæller Johannes Lassen og fortsætter:

- Den seneste halvanden måned har jeg startet træningen med vores militærspecialister op igen. Det tæller alt fra våbentræning, killhousetræning, stresstests, håndtering af at blive holdt som gidsel, blandet med 12 fysiske træningspas om ugen. Det har været, super fedt, hårdt og intenst, og nu glæder jeg mig bare til at komme rigtig i gang med optagelserne til ’Gidseltagningen 2’.

Den kvindelige hovedrolle spilles af det unge debuterende skuespiltalent Yasmin Mahmoud, der i ’Gidseltagningen 2’ spiller June al-Baqee, som netop er hjemvendt fra krigen i Syrien, hvor hun har kæmpet med oprørsgrupperne mod ISIS.

De to hovedroller flankeres af velkendte ansigter som Søren Malling, Helle Fagralid, Søren Pilmark og Elsebeth Steentoft. Desuden møder vi denne sæson også stærke navne som Henning Jensen, Laura Christensen, Flemming Enevold, Esben Dalgaard Andersen, Alexandre Willaume, Maibritt Saerens, Rudi Køhnke, Peder Thomas Pedersen, Kenneth M. Christensen, Kasper Leisner, Ali Sivandi, Julie Grundtvig Wester og svenske Ola Rapace, der tidligere har spillet med i bl.a. krimiserien 'Wallander', filmen 'Steppeulven' og James Bond-filmen ’Skyfall’.

- Med ’Gidseltagningen’ manifesterede vi, at dansk drama på højt internationalt niveau hører til på Kanal 5, og både anmelderne og seerne belønnede os for at gå ind på den arena. Derfor er vi også stolte af, at vi nu kommer med en sæson 2 med et utroligt stærkt og ikke mindst talentfuldt line-up af nye, unge stjerneskud og mere veletablerede skuespillere. Og ikke mindst at vi har taget en afgørende position som ny spiller i det danske fiktionslandskab, fortæller Anne Garlichs, programdirektør hos Discovery Networks Danmark.


Fakta

’Gidseltagningen 2’ er en psykologisk krimi-actionserie i 8 afsnit – premiere i foråret 2019 på Kanal 5 og Dplay.

’Gidseltagningen 2’ har hentet støtte fra Public Service Puljen, og bliver finansieret i et samarbejde mellem Discovery Networks Danmark, SAM Productions, ZDFneo, Den Vestdanske Filmpulje og STUDIOCANAL, som samtidig er seriens internationale distributør.

Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player og Dplay. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery Communications.

Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.