Få vores nyheder på mail

Masser af fest, fart og følelser på Discovery Networks Danmarks kanaler til efteråret

Pressemeddelelse   •   Aug 09, 2018 11:14 CEST

Discovery Networks Danmark garanterer underholdning af højeste kaliber, når vores 12 kanaler og to streamingtjenester blænder op for danske versioner af store internationale formater, stærke reportager og masser af underholdning til hele familien. Det gælder naturligvis også, når de danske fodbolddrenge står klar i UEFAs nye landsholdsturnering i fire spændende kampe på Kanal 5, hvor der kæmpes om en plads til EM 2020. Bliv opdateret på efterårets nye og kendte programmer på Discoverys kanaler her.

Foråret 2018 på Discovery Networks Danmark var præget af høje ambitioner og lige så højt tempo. Med et Vinter-OL i bagagen og et væld af nye programmer, sættes barren nu endnu højere, når vi for alvor lader følelser og fart få frit spil. Medrivende sangkonkurrencer, drama, reality og sport intensiveres til det ypperste, og vi sætter massiv fokus på de to digitale streamingtjenester Dplay og Eurosport Player.

På Dplay, der samler hele vores store programportefølje, skydes efteråret i gang med det succesfulde reality-format Ex on the beach’ den 20. august. Her er der skruet helt op for intriger, store følelser og akavede øjeblikke, og gennem hele sæsonen vil man hver dag kunne se nye afsnit på Dplay.

- Vi har længe kigget efter et reality-format, som kunne noget nyt. ’Ex On The Beach’ er reality, når det er allerbedst. Det er kort sagt en kunstig verden med ægte følelser – en soap med rigtige mennesker, om man vil, siger Programdirektør Anne Garlichs og fortsætter:

- Reality er en genre, som især tiltrækker mange unge mennesker, der som bekendt foretrækker at streame. Derfor bliver Dplay en vigtig brik i lanceringen af dette format, og stedet hvor programmet kommer til at leve. Det er en model, som vi har haft stor succes med i vores svenske del af virksomheden, og som vi nu også vil afprøve i Danmark.

På Eurosport Player får du alt det bedste fra sportens verden og fri adgang til vores store sportsrettigheder, der tæller alt fra de bedste fodboldligaer, ATP og WTA-tennis, cykelsportens største løb inkl. alle tre Grand Tours til snooker, motor- og hestesport og meget, meget mere.

Kanal 5 slår gnister på scenen, banen og i felten

Der venter Kanal 5-seerne en storslået omgang musikalsk lørdagsunderholdning, som vil slå gnister hjemme i stuerne, når Danmarks største dommerpanel, med Christopher Læssø og Mette Lindberg i spidsen, skyder det succesfulde BBC-format ’All Together Now’ i gang lørdag den 18. august. Dermed bliver Kanal 5 den første kanal uden for Englands grænser, som blænder op for det storslåede sangprogram, inden det senere på året får premiere i en lang række andre lande. Og der bliver med garanti både højt humør og følelser for fuld udblæsning, når en række håbefulde sangere med én sang skal overbevise 100 musikkyndige dommere om, at de har, hvad der skal til, for at gå videre til den store finale.

Og så bliver speederen trykket helt i bund, når Kanal 5 blænder op for en ny sæson af ’5. gear’ onsdag den 22. august, hvor køreglade kendisser med benzin i blodet kastes ud i et væld af vilde bilstunts og osende opgør i kampen om at komme først over målstregen. Se med, når Jacob Riising bliver konfronteret med sin egen dødsangst som passager i Kredes racerbil, og når Kandis Johnny, Cecilie Beck, Rasmus Brohave, Sarah Zobel og mange flere giver den gas på racerbanen i Padborg.

- At vi lancerer et stort BBC-program på Kanal 5 som ’All Together Now’ understreger i den grad, at vi ønsker at sætte os på lørdagsunderholdning, der kan samle hele familien hjemme i de danske stuer. Formatet er både storslået og går lige i maven - og det er præcis dét, underholdning skal kunne på Kanal 5, fortæller Programdirektør Anne Garlichs og fortsætter:

- Vi rykker os som hovedkanal, og ambitionerne bliver hele tiden skruet en tand op, hvilket man også vil kunne se i den nye sæson af ’5. gear’, hvor der både er skruet op for tempoet og de til tider livsfarlige stunts.

I programserien ’Den Kongelige Livgarde’, der har premiere søndag den 9. september, har et kamerahold for første gang fået lov til at følge dagligdagen i Livgarden, som er meget mere end flotte paradesoldater. Vi kommer helt tæt på de unge rekrutter på stue 143, deres kammeratskab og udviklingen fra dreng til mand, når livets første hårde prøve uden mor og far på sidelinjen skal bestås. Eller som H.M. Dronning Magrethe formulerer det i programmet: ”Du kan dobbelt så meget, som du selv tror, og ti gange så meget, som din mor tror”.

Vi oplever på tætteste hold det, der er kendt som Danmarks hårdeste værnepligt. Vi følger dem fra den dag, hvor rekrutterne træder ind ad porten og bliver ramt af Livgardens strenge disciplin, der omfatter alt fra håndtering af våben og skægstubbe, til de unge mænd otte måneder senere kan indgå i den eksklusive klub kaldet Den Kongelige Livgarde.

- Vi vil tættere på virkeligheden og fortælle ægte historier fra et ellers lukket og sagnomspundet miljø. Vi følger rekrutterne i en fuldstændig afgørende periode i deres liv. En periode, som ifølge mange tidligere livgarder, vil få stor betydning for drengenes videre tilværelse. I programmet dykker vi ned i, hvad der gør den 360 år gamle institution så livsændrende og betydningsfuld, forklarer Programdirektør Anne Garlichs.

Kanal 5 kan også fejre, at Politijagt fylder 10 år, og i den anledning blændes der onsdag den 22. august op for en spritny sæson af den populære reportageserie om Danmarks dygtigste færdselsbetjente. Vi fejrer også jubilæet med en særudgave af programmet i september, ’Politijagt - USA’, hvor vi i seks programmer følger en række danske betjente, der har svoret troskab til det amerikanske flag, og som nu arbejder som fuldblods gadebetjente i USA – med livet som indsats.

I Kanal 5’s true crime-dokumentarserie Forbrydelsen’, der har premiere 11. september, dykker vi ned i de mindste og mest afgørende detaljer i nogle af de største og mest omtalte kriminalsager i Danmarkshistorien, som Flugten fra Vridsløselille Statsfængsel, Rembrandt-røveriet og Kummefryserdrabet. For første gang genfortælles sagerne af henholdsvis gerningsmændene, som beretter minutiøst om deres tanker under forbrydelserne, mens vi også får politiets perspektiv på sagerne, hvilket giver os et unikt indblik i alt fra efterforskningen, jagten på gerningsmændene og til sidst anholdelsen.

Og så fortsætter Sverre Quist jagten – dog ikke på svindlere – men på ustoppelige sexkrænkere i efterårets programserie ’Jagten på Sexkrænkerne’. I programmerne afslører vi blandt andet hemmelige chatrum på internettet, hvor der deles og byttes billeder af helt almindelige danske piger, og at der stadig foregår dyresex herhjemme, selvom det har været ulovligt siden 2015. Vi ser også nærmere på fænomenet ’sextortion’, der er seksuel afpresning på nettet, hvilket bliver mere og mere udbredt i Danmark. I ’Politiets Specialenheder’ jagter vi også forbrydere, men her stiller vi skarpt på dem, der fanger dem, og i det nye krimiprogram kommer vi helt tæt på Danmarks mest specialiserede politienheder. Begge programmer har premiere senere på efteråret.

Kamp til stregen med masser af sport

På Eurosport 1 og 2 samt Eurosport Player står den i sportens tegn. US Open er lige om hjørnet, og som altid kan vores seere følge Caroline Wozniacki hele vejen, når hun spiller sin fjerde Grand Slam-turnering på samme underlag, som hun sikrede karrierens største titel og Grand Slam-sejr på. Derudover vil der også være massiv dækning af hele turneringen på Eurosport.dk.

På Kanal 5 viser vi UEFA Nations League, hvor Danmarks drenge i år spiller den første kamp den 9. september på hjemmebane, når Wales kommer på besøg i Telia Parken. Vi står sammen side om side hele efteråret i gruppespillet mod de Britiske øer og det Irske højland, for der er intet mindre end en plads til EM i 2020 på spil. Og så kan du, som altid, følge med i alle de bedste fodboldligaer på 6’eren, Canal 9 og Eurosport 2 og blive fuldt opdateret på det bedste inden for cykling, vintersport, motorsport og meget mere på Eurosport 1.


Store familiære følelser

På Kanal 4 fortsætter efteråret i følelsernes tegn med et nyt og meget personligt sangprogram ’Din Sang’, der har premiere torsdag den 23. august. Her vil store stjerner som Sanne Salomonsen, Wafande, Carpark North, Shaka Loveless, Aura, Søs Fenger og Erann DD hylde en række danskere, der alle har været igennem en svær periode i deres liv, men som stadig finder styrken til at være der for andre. Vi garanterer masser af tårer og en tur gennem hele følelsesregistret, når der synges fra hjertet i ’Din sang’.

Kanal 4 er tv, der kan mærkes i maven, og derfor kan seerne også glæde sig til at være med hele vejen, når det engelske succesprogram ’One born every minute’ endelig får en dansk version. I ’Velkommen til Verden’ er vi med i den nok mest intense og gribende begivenhed, som man kan komme ud for – nemlig det at blive forældre. Vi får et unikt indblik i alt, hvad det indebærer af tårer, grin og pressede øjeblikke, når børn kommer til verden på landets andenstørste fødeafdeling på Århus Universitetshospital.

Kanal 4 kaster igen lys over den spirituelle verden, når blandt andre Brian Holm, Tomas Villum, Johannes Nymark og Kurt Kragh tilbringer et døgn i selskab med tre professionelle, clairvoyante vejledere i en ny sæson af Nærkontakt’, som har premiere tirsdag den 14. august. Samme dag er der også et glædeligt gensyn med ’De Unge Mødre’, når programmet blænder op for den 26. sæson og byder på to bryllupper, en dåb og to nye graviditeter.

På Discovery Channel, ID, TLC, Discovery World, Animal Planet og Discovery Science finder du desuden knivskarpe, udenlandske programmer lige fra prisvindende dokumentarer til mordmysterier og skæve underholdningsformater.

Dyk ned i efteråretets mange programmer her.  

For mere information kontakt Lena Bøgild, Pressechef, Discovery Networks Danmark: lena_boegild@discovery.com / 20 43 29 19

Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player og Dplay. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery Communications.

Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.