Få vores nyheder på mail

Remee: ”Jeg tager chancen nu, og så må vi se”

Pressemeddelelse   •   Dec 17, 2018 07:00 CET

Fotokredit: Krestine Havemann

Hitproduceren Remee og topmodellen Mathilde Gøhler lukker for første gang danskerne helt ind i deres ekstravagante liv som et af Danmarks hotteste kendispar. I en ærlig og åben reportageserie kommer danskerne helt tæt på en skelsættende periode i parrets liv – bagom glimmer, glamour og røde løbere. Kanal 5-serien ’Remee og Mathilde’ kommer til foråret, men har allerede d. 19. december eksklusiv premiere på Dplay.

Udlandsrejser, blitzende kameraer, røde løbere og en stor villa nord for København er nogle af de elementer, der kendetegner livet for et af Danmarks hotteste kendispar lige nu: sangskriveren Remee og topmodellen Mathilde Gøhler. Et liv, som danskerne indtil nu kun har kendt på overfladen.

For første gang lukker parret nu dørene i villaen op til et nært og ærligt indblik i livet som et af Danmarks mest glamourøse jetset-par. Og det sker, netop som parret har taget hul på et nyt kapitel i deres liv. Efter 10 år som X Factor-dommer skal Remee forfølge nye karriereveje, mens kæresten Mathilde Gøhler holder godt gang i den internationale modelkarriere. Begge står de overfor nye muligheder og karriereveje, mens de forsøger at balancere det daglige familieliv, hvor den 3-årige datter Kenya har en helt central plads.

Et ærligt indblik i livet som glamourøst jetset-par

I reportageserien fortæller Remee og Mathilde åbent og ærligt, og suppleres af gode venner, blandt andre X Factor-kollega Thomas Blachmann, sangerinde Saszeline Dreyer og produceren Chief One.

I løbet af seriens seks afsnit kommer danskerne tættere på end nogensinde før, og der er en særlig grund til, at Remee og Mathilde vælger at åbne op netop nu:

”Ovenpå et lukket X-Factor kapitel, har vi taget hul på et nyt kapitel, hvor vi i fællesskab står over for mange spændende projekter. Vi føler, at tiden nu er inde til at fortælle nogle af de historier, der ellers foregår i vores liv og noget andet og mere, end det man ser en fredag aften på nationalt tv. Vi har gang i mange nye ting, heriblandt store iværksætterplaner, der vil påvirke mange unge mennesker positivt”, fortæller Remee.

Det var dog ikke helt uden betænkning, at Remee og Mathilde sagde ja til at medvirke i det nye Kanal 5 program:

”TV som medie er jo langt fra nyt for mig, men det er det for Mathilde og vores datter, hvorfor vi selvfølgelig har drøftet det, inden vi sagde ja til at medvirke. Vi er meget bevidste om, at vi ikke vil sælge ud af vores familie. Vi vil derimod gerne inspirere unge, og det, tror vi på, kan lade sig gøre ved at invitere danskerne med ind bag facaden og ikke mindst vise dem, at vi faktisk på mange måder er en helt almindelig kernefamilie, der kæmper med de samme ting som alle mulige andre for at vores drømme skal gå i opfyldelse”, fortsætter Remee.

En ny start på jetset-parrets liv

Remee og Mathilde har dannet par siden 2014. Mens Remee har haft travlt med især X-Factor, har Mathilde brugt størstedelen af sin tid på at rejse verden rundt som international topmodel. En karrierevej, der bestemt ikke er uden omkostninger for familielivet. Det har fået Mathilde til at tænke meget over balancegangen mellem en international modelkarriere og rollen som mor til Kenya, der kom til verden i 2015:

”Det hårde ved at være model er rejsetiden og det at være væk fra venner, familie og selvfølgelig Kenya, når jeg ikke har hende med. Det er helt sikkert den største ofring ved at leve dette liv, men samtidig også en stor frihed. Man kommer jo ikke hjem hver dag, og det skal man være okay med, ellers bliver det et helvede”, fortæller Mathilde ærligt i programmet.

I programmets første afsnit fortæller Remee blandt andet ærligt om X Factor-årene og følelsen af at have arbejdet tæt sammen med den flamboyante meddommer, Thomas Blachmann.

”At lave X-Factor fyldte så meget for mig hvert år. Jeg røg ud af min sangskrivning hver gang, jeg kunne ikke passe mine andre forretninger på samme måde, og det tog uendeligt meget tid fra min familie. Derfor tager jeg chancen nu og må se, hvad det kommer til at få af konsekvenser. For mig er det en ny start på mine andre projekter og på mit liv generelt”, fortæller Remee.

Reportageserien ’Remee og Mathilde’ kan streames på Dplay fra den 21. december og får i 2019 også premiere på Kanal 5.

Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player og Dplay. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery, Inc.

Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument