Få vores nyheder på mail

Succesfuldt underholdningsprogram vender tilbage: I 2. sæson af ’5. Gear’ er speederen helt i bund

Pressemeddelelse   •   Aug 15, 2018 11:45 CEST

Et stærkt og ikke mindst modigt cast på 40 kendisser er klar til at give den gas i anden sæson af '5. Gear'

Der bliver masser af action, hjulspin og vanvittige prøvelser for de kendte deltagere, når 2. sæson af ’5. Gear’ har premiere onsdag den 22. august kl. 21 på Kanal 5 og Dplay. Stuntene er vildere end nogensinde, frygten er større, og deltagerne bliver i den grad presset til det yderste.

Glem alt om langsommelige motorvejskøer på vej hjem fra sommerferie eller fodslæbende myldretidstrafik til og fra arbejde. Et stærkt og ikke mindst modigt hold af 40 kendisser er klar til 2. sæson af Kanal 5’s succesprogram ’5. Gear’, som har premiere onsdag den 22. august kl. 21, og programmet er det stik modsatte af hverdagens trafikale kedeligheder.

Her bliver speederen hamret helt i bund, venskaber bliver sat på prøve, og fjendskaber opstår, når 40 køreglade kendisser med benzin i blodet kastes ud i et væld af vilde bilstunts og osende opgør i kampen om at komme først over målstregen. I 2. sæson af 5. gear er der i den grad skruet op for tempoet med nye stunts, som blandt andet indbefatter en monstertruck, parallelparkering i høj fart og bilfodbold.

Se med, når Jacob Riising bliver konfronteret med sin egen dødsangst som passager i Kredes racerbil, og når Kandis Johnny, Cecilie Beck, Rasmus Brohave, Sarah Zobel og mange flere giver den gas på racerbanen i Padborg.

Bubber er klar til at give alle baghjul igen

TV-værten Bubber vandt 1. sæson af ’5. Gear’ med konen Ibsen. Det var et race-makkerpar, der i den grad satte den ægteskabelige husfred på prøve, da Bubber og konen gav alt for at komme først over målstregen. Denne gang sætter Bubber sig bag rattet igen – men nu med datteren Sofia.

Ifølge Bubber kan seerne i denne sæson se frem til et ’5. Gear’, som er både vanvittigere og langt vildere:

- Det var en enorm intens oplevelse. Banen var større, og farten var højere, derfor blev man udfordret langt mere. Man skulle virkelig holde tungen lige i munden, når man skulle igennem stuntene, som også lige var blevet noget vildere, lyder der fra Bubber, som dog havde det skægt under optagelserne:

- Det var helt sikkert grænseoverskridende for flere – heriblandt min datter – men jeg elsker at køre bil, og jeg elsker konkurrencen og spændingen i programmet. Så det var en fed oplevelse at blive presset yderligere i forhold til første sæson af programmet, siger Bubber.

Et ødelagt forhjul, en knækket aksel og en Jacob Riising med dødsangst. Det er hvad der er tilbage, når Krede presser bilen til det alleryderste i første afsnit af 2. sæson af '5 Gear'. Se med onsdag den 22. august kl. 21:00.

Der er skruet op for det hele – inklusiv charmen

Med vildere udfordringer, og dermed risiko for større og mere spektakulære crashes, er presset på deltagerne også mere markant. Det ses undervejs i de otte programmer, hvor venskaber bliver sat på prøve, og fjendskaber opstår.

Og så skyr deltagerne ingen midler for at komme først over stregen, hvor både påkørsler og vovede overhalinger udgør en del af det faste repertoire. Deltagerne udsætter også hinanden for et psykisk pres inden løbene – og mind-gamet er allerede i gang, når man i et af programmets afsnit spørger debutantparret Adam Duvå Hall og Pelle Hvenegaard, hvordan de skal knække sidste sæsons vinder:

- Vi ser Bubber som en af de største konkurrenter, og vi ved – psykologisk – at hvis vi begynder at bage igennem på Bubbers datter, så har vi måske en lille fordel, siger Adam Duvå Hall med et lumsk smil på læben. Makkeren Pelle Hvenegaard tilføjer:

- Vi skal have Bubbers koncentration ud af løbet.

Om det lykkes Adam og Pelle at psyke Bubber nok til at overhale den tidligere ’5. Gear’-mester, må seerne vente med at finde ud af. Sikkert og vidst er det, at deltagerne i den nye sæson kommer ud for situationer, hvor alle facader falder, og seerne vil se sider af de kendte, de ikke har set før. Kombineret med et hav af rappe replikker, masser af glimt i øjet og generelt godt humør giver det tilsammen frygtløs underholdning af højeste kaliber for hele familien.

Programdirektør for Discovery Networks Danmark, Anne Garlichs, glæder sig derfor til endnu en gang at lade ’5. Gear’-succesen ræse over skærmen:

- Kanal 5 vil gerne underholde, og efter den succesfulde 1. sæson af ’5. Gear’ var vi aldrig i tvivl om, at vi skulle lave en sæson mere. Denne gang har vi så skruet lidt mere op for det hele, så 2. sæson klart er den første overlegen. Både i form af stunt og af medvirkende, som man aldrig havde forventet at se ræse rundt på en bane, siger Anne Garlichs, Programdirektør hos Discovery Networks Danmark.

Skuespiller Anders W. Berthelsen og tidligere racerkører Casper Elgaard er igen værter på ’5. Gear’.

Deltagerne i programmet er:

  • (Kandis-) Johnny Hansen og Gitte Mortensen
  • Rasmus Brohave og Kristian Kulmbach
  • Brian Mørk og Molly Egelind
  • Casper Crump og Nicolaj Kopernikus
  • Peter Falktoft og Esben Bjerre
  • Claus Elming og Patrik Wozniacki
  • Vlado og Signe Vadgaard
  • Oscar Siesby og Gordon Kennedy
  • Jesper Skibby og Lars Rasmussen
  • Micki Cheng og Gustav Salinas
  • Mads Larsen og Sarah Mahfoud
  • Sarah Grünewald og Rasmus Backhaus
  • Julie Berthelsen og Minik Dahl Høegh
  • Pelle Hvenegaard og Adam Duvå Hall
  • Bubber og Sofia (Bubbers datter)
  • Cecilie Beck og Lars Christiansen
  • Jacob Riising og Krede
  • Dak Wichangoen og Thomas Evers
  • Pia Allerslev og Manu Sareen
  • Nadia Nadim og Sarah Zobel
  • Om Kanal 5

    Kanal 5 er Discovery Networks Danmarks hovedkanal, som byder på masser af danskproducerede programmer, stærke udenlandske serier, blockbuster-film og ikke mindst alle Danmarks landsholdskampe i fodbold (i kvalifikationsrunderne). Kanal 5 er action-packed underholdning, spændende krimi og skarpe reportageserier. Kanal 5 favner alle og humor er i højsædet i vores danske underholdningsformater, der leverer masser af grin til hele familien.

    Om Discovery Networks Danmark

    Discovery Networks Danmark er den danske medievirksomhed bag blandt andet Kanal 5, 6’eren, Eurosport- og Discovery-kanalerne samt streamingtjenesterne Eurosport Player og Dplay. Discoverys 12 tv-kanaler har en samlet kommerciel seerandel på godt 20 pct., hvilket gør Discovery til den tredjestørste kommercielle tv-gruppe i Danmark. På tværs af Discoverys platforme får brugerne en stærk kombination af seriøst underholdende programmer, nærværende reportager og førsteklasses sport som bl.a. fodboldlandsholdets kampe, Superligaen og Premier League. Discovery Networks Danmark har en dansk ledelse og er ejet af Discovery Communications.

    Besøg vores hjemmeside for flere nyheder om Discovery.